Bådelaugets Love

Bådelaugets Love


By lejfm - Posted on 08 December 2008

Love for Dyvig Bådelaug

Lovene kan downloades her i PDF format

§1.
Laugets navn er DYVIG BÅDELAUG, og dets hjemsted er Dyvig, Nordborg. Laugets stander er hvid med blåt DB og anker i ring med 3 bølgelinier.
Fartøjer tilhørende laugets medlemmer fører dansk yachtflag.

§2. FORMÅL.
Laugets formål er at samle og fremme sejlsporten på Nordals, og uddanne ungdommen i sejlsport og godt sømandskab.

§3. TILHØRSFORHOLD.
Lauget er medlem af Dansk Sejlunion og er undergivet denne unions love og bestemmelser.

§4. OPTAGELSE AF MEDLEMMER.
Som medlem i seniorafdelingen kan bestyrelsen optage enhver, der er fyldt 18 år. Det er en forudsætning for optagelse i lauget, at vedkommende har fast bopæl i Sønderborg kommune. Bådejere skal have aktivt medlemsskab, ligeledes skal båden være ansvarsforsikret. Der kan kun optages aktive medlemmer i den udstrækning, hvor der er /bliver plads ved bådelaugets broer til ansøgerens båd.
Alle ansøgere, der optages på venteliste, afkræves et depositum, svarende til 5% af det til enhver tid fastsatte indskud, og optages først på venteliste, når omhandlede depositum er indbetalt til Dyvig Bådelaug, og de optages da i den rækkefølge, hvor depositum bliver indbetalt. Det således indbetalte beløb fratrækkes indskuddet, men tilbagebetales ikke, såfremt ønsket om medlemskab trækkes tilbage.
Når en ansøger står for tur til optagelse, kontaktes den pågældende med oplysning om, at vedkommende nu kan optages. Samtidig udspørges vedkommende m.h.t. anskaffelse af båd. 
Har vedkommende ingen båd eller ikke i nær fremtid agter at anskaffe sig båd, kontaktes næste ansøger på ventelisten med tilbud om optagelse og så fremdeles.
Den først adspurgte henstår stadig øverst på ventelisten og spørges først igen næste gang, der kan optages nyt medlem. Ved oprettelse af partsforhold, skal den ene part være aktivt medlem i lauget, og de andre partsejere skal opfylde betingelserne for medlemskab, dog uden at medlemskab er nødvendigt. Enhver oprettelse og ændring af partsforhold skal skriftligt meddeles bestyrelsen. Når en partshaver, der ikke er medlem, tager fast bopæl uden for Sønderborg kommune, kan båden kræves fjernet fra Dyvig Bådelaug.
Som medlem i ungdomsafdelingen kan optages enhver i alderen fra 7 år til 17 år. Forældres eller værges samtykke skal foreligge.
Optagne medlemmer kan udelukkes af lauget, når de skifter bopæl, såfremt de ikke opfylder ovenstående forudsætninger for optagelse.
Medlemskab som AKTIV-medlem kan overdrages til nærmeste familie, når denne iøvrigt opfylder optagelsesbestemmelserne. Eventuel overdragelse skal godkendes af bestyrelsen.
Som æresmedlem i Dyvig Bådelaug kan udnævnes en person, der gennem et mangeårigt medlemskab i særlig grad har virket for bådelaugets udvikling og positive omdømme. En sådan person vil normalt i årenes løb have varetaget tillidsposter i bådelauget. Udnævnelsen kan foretages af bådelaugets bestyrelse, når beslutningen herom træffes af et fuldtalligt og enigt forum. æresmedlemmer er kontingentfrie.

§5. KONTINGENT, INDSKUD.
Laugets kontingenter og indskud fastsættes for et år ad gangen på den ordinære generalforsamling. Kontingent og pladsleje opkræves helårligt forud.
Ved udmeldelse eller eksklusion tilbagebetales det ved indmeldelsen betalte beløb reduceret med 1/10 for hvert påbegyndt års medlemskab regnet fra optagelsesdatoen. Det er dog en forudsætning at betingelserne i §6, første afsnit er opfyldt.
Når et juniormedlem overgår til aktivt medlemskab, betales det til enhver tid gældende indskud.
Aktive medlemmer der har opnået den for den enkelte gældende folkepensionsalder, og har mindst 3 års anciennitet, vil få nedsat deres kontingent efter følgende betingelser: Har medlemmet båd, nedsættes kontingentet til det halve af det normale kontingent. Har medlemmet ikke båd, nedsættes kontingentet til det til en hvertid gælrende kontingent for pasive medlemmer. Nedsættelsen træder i kraft fra og med første opkrævning der udsendes i det kalenderår der følger efter at begge krav er opfyldt.
Bestyrelsesmedlemmer er kontingentfri.

§6. UDMELDELSE, EKSKLUSION.
Til gyldig udmeldelse kræves, at den sker skriftligt til laugets formand eller sekretær med mindst 14 dages varsel til udmeldelsesdato, og at alle udsendte opkrævninger er betalte, ligesom alle nøgler til bådelaugets låse skal være afleveret mod tilbagebetaling af erlagt depositum.
Båd og stativ som medlemmet ejer eller har ejet skal ved udmeldelsen være fjernet fra Dyvig Bådelaugs område, ligesom alt grej og affald skal være fjernet.
Udmeldelsen træder først i kraft så eventuelt restindskud kan tilbagebetales og udsendelse af opkrævninger ophøre når ovenstående er bragt i orden.
Indbetalt kontingent, pladsleje o. l. refunderes ikke.
Bestyrelsen kan dispensere fra de gældende opsigelsesvarsler.
Når et medlem er kommet i kontingentrestance for et år, kan bestyrelsen med mindst 8 dages skriftlig varsel ekskludere vedkommende.
Ingen, der er udelukket på grund af kontingentrestance, kan optages påny som medlem af lauget, før vedkommende har betalt sin gæld til lauget.
Iøvrigt kan bestyrelsen ekskludere et medlem, når særlige forhold giver anledning dertil.
Bestyrelsens beslutning herom skal være eenstemmig.
Vedkommende medlem skal, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse have haft lejlighed til at fremføre sit forsvar, og han kan fordre spørgsmålet og eksklusionen afgjort på den førstkommende ordinære generalforsamling.
Endelig kan et medlem ekskluderes, når det efter forslag af mindst 10 medlemmer vedtages på en generalforsamling.
I alle tilfælde, hvor en eksklusion skal behandles på generalforsamling, har vedkommende medlem krav på at få meddelelse herom senest 3 døgn før generalforsamlingens afholdelse, ligesom han har adgang til denne med ret til at forsvare sig. Spørgsmålet om eksklusion skal optages som særskilt punkt på dagsordenen.
Generalforsamlingens beslutning om eksklusion kræver samme majoritet, som er foreskrevet til ændring af laugets love, jvf. § 15.
Et medlem, der er ekskluderet i henhold til en generalforsamlingsbeslutning, kan kun optages som medlem ved ny generalforsamlingsbeslutning, der kræver samme majoritet som foreskrevet til beslutning om eksklusion.

§7. ORDINÆR GENERALFORSAMLING.
Generalforsamlingen har, med de indskrænkninger som disse vedtægter foreskriver, den højeste myndighed i alle laugets anliggender. Den ordinære generalforsamling, der afholdes hvert år i marts måned, indkaldes med mindst 14 dages varsel ved skriftlig meddelelse til medlemmerne.
Dagsordenen bekendtgøres sammen med indkaldelsen.
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse.
Stemmeret har alle aktive medlemmer over 18 år, der har været medlem af lauget i de sidste 3 måneder før generalforsamlingen. Stemmeret kan udøves ved personligt fremmøde eller ved anden persons fremmøde med fuldmagt.

§8. DAGSORDEN.
Den ordinære generalforsamling afholdes med følgende dagsorden:
    1. Valg af dirigent.
    2. Formandens og udvalgenes beretninger.
    3. Regnskab.
    4. Fastsættelse af kontingent og indskud.
    5. Indkomne forslag.
    6. Valg af formand.
    7. Valg af bestyrelse og suppleanter.
    8. Valg af revisorer.
    9. Valg af udvalg.
    10. Eventuelt.

§9. EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING.
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst 1/3 stemmeberettigede medlemmer skriftligt indgiver begæring herom til bestyrelsen. I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest 1 måned efter, at begæringen er fremsat overfor bestyrelsen med oplysning om det emne, der ønskes behandlet. Om indkaldelsesmåden gælder bestemmelserne i § 7. 

§10. GENERALFORSAMLINGENS LEDELSE m.v. (læs også § 15) 
Generalforsamlingen vælger sin dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen, til at lede forhandlingerne. De af dirigenten trufne afgørelse skal på forlangende af 15 stemmeberettigede medlemmer sættes under afstemning. Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpel stemmeflertal, jfr. dog §§ 15 og 16.
Dirigenten bestemmer afstemningsmåden, dog skal på begæring fra 3 stemmeberettigede medlemmer afstemning og valg foregå skriftligt, ligesom alle afstemninger om eksklusion skal foregå skriftligt. Der tages referat fra generalforsamlingen, der underskrives af dirigenten og referenten.
Har en generalforsamling truffet afgørelse i en sag, kan denne ikke påny forebringes på samme generalforsamling.

§11. BESTYRELSE, VALG.
Laugets daglige ledelse består af en bestyrelse, der repræsenterer lauget i alle forhold. Dens på lovlig måde vedtagne beslutninger og i henhold dertil foretagne handlinger forpligter lauget.
Bestyrelsen består af en formand og 7 bestyrelsesmedlemmer (kasserer, sekretær, materialeforvalter, pladsformand, broformand, havneformand og klubhusformand) og vælges for 2 år ad gangen af den ordinære generalforsamling.
Bestyrelsen udpeger 1 bestyrelsesmedlem til samtidig at fungere som næstformand.
Formanden vælges ved særlig afstemning for 1 år ad gangen.
Kun stemmeberettigede medlemmer er valgbare til bestyrelsen. Genvalg kan finde sted.
Der vælges 2 suppleanter for 1 år ad gangen, den suppleant med flest stemmer er 1. suppleant.

§12. KONSTITUERING.
Bestyrelsen konstituerer sig snarest - dog senest inden 14 dage efter generalforsamlingen, på et bestyrelsesmåde.
Hvervet som kasserer kan ikke forenes med hvervet som formand, næstformand eller sekretær.
Bestyrelsen fastsætter selv forretningsorden, herunder regler for daglig drift.
Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer, hvoriblandt formanden eller næstformanden er tilstede.
I formandens forfald indtræder næstformanden i hans sted. I tilfælde af stemmelighed er formandens (næstformandens) stemme afgørende.
Over bestyrelsens handlinger føres et referat, der udsendes til bestyrelsens medlemmer.

§13. REGNSKAB.
Laugets regnskab følger kalenderåret. Bestyrelsen skal, senest 14 dage før generalforsamlingen, afgive driftsregnskab for det foregående regnskabsår og status pr. 31. december til revisorerne.
Driftsregnskab og status forelægges, forsynet med påtegninger af revisorerne, den ordinære generalforsamling til godkendelse.

§14. REVISION.
På den ordinære generalforsamling vælges 2 revisorer for 1 år af gangen.
Revisorerne skal hvert år i februar/marts måned gennemgå det samlede regnskab og påse, at beholdnignen er til stede.
Driftsregnskab og status forsynes med en påtegning. 
Hver af revisorerne har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger. 

§15. LOVÆNDRINGER.
Forandringer i disse love kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 75% af de afgivne stemmer er for forslaget. Lovændringer påføres generalforsamlingens dagsorden.

§16. LAUGETS OPHÆVELSE.
Bestemmelse om laugets ophævelse kan kun ske på en i dette øjemed særlig indkaldt ekstraordinær generalforsamling. Til denne beslutningsdygtighed kræves, at mindst 50% af laugets medlemmer er tilstede, og til forslagets vedtagelse kræves, at mindst 75% af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes en generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med ovennævnte stemmeflerhed, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer, der er til stede. På generalforsamlingen skal samtidig træffes bestemmelse om, hvorledes der skal forholdes med laugets formue, herunder fast ejendom og løsøre, dog at simpelt stemmeflerhed her er tilstrækkelig.

Generalforsamlingen
2011.